August 2018 - 75 års jubilæum

SAMSON AGRO fejrer jubilæumsår

En af Danmarks førende maskinleverandører SAMSON AGRO A/S i Viborg kan d. 1. august fejre 75 års jubilæum.

En lille lokal smedje i Tange mellem Aarhus og Viborg blev i 1943 omdannet til Samson, der siden har udviklet sig så markant, at virksomheden i dag rager positivt op som internationalt førende inden for miljøteknologier til at håndtere husdyrgødning. Sådan lyder hovedtrækkene i den imponerende rejse, som SAMSON AGRO har taget i løbet af 75 år.

“Vi har i den grad grund til at fejre vores 75 års jubilæum. Med en række arrangementer i løbet af året vil vi markere milepælen sammen med vores medarbejdere og vores samarbejdspartnere og ikke mindst vores mange kunder i ind- og udland, som har vist os stor tillid og loyalitet gennem nu mere end syv årtier,” siger Lars Henriksen, adm. direktør for SAMSON AGRO.

Allerede i årene frem til 1943 blev der løst mindre smedjeopgaver på værkstedet i Tange, men per 1. august 1943 blev sejlene sat til et koncentreret fokus på hovedprodukterne; vogne til møgspredning og senere slamslugere. Inspirationen til virksomhedens navn blev Biblens Samson, kendt for sine kæmpekræfter.

I jubilæumsåret vil historien løbende blive formidlet via hjemmeside og sociale medier. Her vil alle kunne følge med i og blive klogere på SAMSONdengang, nu og i fremtiden, oplyser Lars Henriksen: “Vi skal fortsat udvikle os og se fremad - og vi skal samtidig stå fast på og finjustere de styrker, vi har opbygget over tid.”

SAMSON AGRO har udviklet sig fra en lokal til en international virksomhed og er fortsat i god gænge. Det netop afsluttede regnskabsår 2017/2018 viser en solid tocifret vækstrate og den højeste omsætning siden før finanskrisen.

SAMSON AGROs hovedaktivitet er også i dag at udvikle, fremstille og markedsføre maskiner og redskaber til udendørs håndtering af husdyrgødning. Kerneprodukterne er løbende udviklet igennem de 75 år i takt med markedets og kundernes efterspørgsel og består i dag primært af gyllevogne og møgspredere samt slangebomme og nedfældere til professionelle kunder i landbrugssektoren.

Væksten hos SAMSON AGRO har senest skabt et behov for endnu flere kvadratmeter i hovedkvarteret i Viborg. Der har netop været rejsegilde for to nye haller på i alt 4.500 m2 og igangsat endnu et stort byggeri – nemlig et nyt værksted til SAMSON AGROLIZE, der er eneforhandler af alle SAMSON AGROs produkter i Danmark.

Lars Henriksen understreger, at SAMSON AGRO fortsat vil investere i at udvikle produkter og understøtte strategien om at fastholde en meget stærk markedsposition i Europa samt vækste på udvalgte eksportmarkeder med stor animalsk produktion. Eksporten udgør i 2018 cirka 65% af den samlede omsætning.

SAMSON AGRO - historie - udpluk


2018:
SAMSON AGRO A/S kan fejre sit jubilæumsår.

2005: Der tages en helt ny fabrik i Viborg på 18.500 kvadratmeter i brug. Her samles al ekspertise og produktion indenfor alle produktgrupper.

2000:  Samson ændrer navn til SAMSON AGRO, og den røde produktfarve skiftes ud med den karakteristiske SAMSON-grønne.

1999: Iværksætter og godsejer Ove Glerup køber aktiemajoriteten i Samson.

1970’erne udviklingen af slamsugere tager fart. Slamsugerne udvikles senere til gyllevogne.

1950’erne udviklingen af vogne til møgspredning tager fart.

1943: ”Fabriken Samson” grundlægges den 1. august.

Foto: to nye haller i hovedkvarteret i Viborg.

For yderligere informationer, kontakt:
Adm. direktør for SAMSON AGRO A/S

Lars Henriksen
Tlf. +45 2969 6688
E-mail:
lhe@samson-agro.com