SAMSON indgår sponsoraftale med Viborg HK

Med virkning fra d. 1. januar 2023 har vi indgået en treårig sponsoraftale med Viborg HK.

I den forbindelse udtaler direktør, Lars Henriksen, bl.a. følgende: ´Vi har som virksomhed naturligvis interesse for Viborgs positive udvikling. Vi håber, at vi med sponsoraftalen kan være med til at bringe Viborg HK tilbage på et succesfuldt sportsligt og økonomisk sundt spor. 

Vi kommer ikke til at sælge flere gyllevogne eller fastgødningsspredere via aftalen, men vi vil gerne hjælpe vores lokale håndboldklub, som ligesom os selv har en lang, stolt historie her i byen.

Desuden får vi gennem aftalen mulighed for at give vores medarbejdere nogle gode oplevelser gennem de arrangementer, som følger med aftalen, bl.a. billetter til Viborg HK’s hjemmekampe og et større personalearrangement – det ser vi allerede meget frem til´.

Direktør i Viborg HK, Jens Steffensen er også både glad og stolt over aftalen:

´Som sportsklub er vi jo 100% afhængige af byens opbakning, så det er selvfølgelig meget glædeligt når en ny stor, lokal virksomhed vælger at bakke op om os. Viborg HK er i gang med genopbygning efter en svær periode, og vi ser det som en tillidserklæring, når SAMSON midt i en sæson og umiddelbart efter vores redningsaktion, går ind i klubben med et guldsponsorat – det er virkelig noget, der luner, og som motiverer os til det videre arbejde.

Jeg kendte faktisk ikke så meget til SAMSON før denne aftale, og jeg må sige, at jeg er imponeret over den veldrevne virksomhed på Vestermarksvej og ret stolt over, at vi har indgået et tæt samarbejde´ 

Vi glæder os meget til samarbejdet!

 

Foto: Administrerende direktør, Lars Henriksen, sammen med SAMSON-medarbejder Rasmus Skov Kristensen