Maj 2022 - Ny eftermarkedschef hos SAMSON AGRO A/S

Jens Ole Hejlesen er tiltrådt stillingen som SAMSON AGRO A/S‘ nye eftermarkedschef.

Jens Ole Hejlesen kommer fra en stilling som eftermarkedschef hos SAMSONs danske forhandler, Samson Agrolize A/S, hvor han har været siden november 2017. Han har dermed været en del af SAMSON GROUP gennem flere år og har et solidt kendskab til produkterne.

Tidligere har Jens Ole Hejlesen arbejdet hos GRIMME Skandinavien A/S som servicechef og senest teknisk chef.

” God kvalitet og service ligger implicit bag ethvert SAMSON produkt – og den forskel det gør, skal kunden kunne mærke både før, under og efter købet af sin SAMSON maskine. SAMSON maskiner bliver mere og mere avancerede i takt med at landbrugene bliver større og mere specialiserede. Det gør at kravene til os som samarbejdspartner på udbringning af naturgødning i marken stiger og dem er det afgørende at kunne imødekomme både nu og i fremtiden. Jeg ser meget frem til at udvikle endnu stærkere servicekoncepter og partnerskaber med vores forhandlere hos SAMSON AGRO A/S til gavn for netop vores kunder”  udtaler Jens Ole Hejlesen.

Med SAMSON maskiner og originale reservedele følger min. 12 måneders garanti i alle EU-lande. Men herudover skal alle SAMSON produkter leve op til høje kvalitetsstandarder, der sikrer en præcis og høj ydeevne og en lang levetid. Hertil hører også kvalificeret service og vedligeholdelse.

Group Market Director hos SAMSON GROUP, Peter Thorn, ser tiltrædelsen som en styrke til SAMSON AGRO A/S’ eftermarkedsafdeling: „Hos SAMSON AGRO A/S skal vi have god indsigt i maskin- og gødningsteknologier samt næringsstoffer til afgrøder for at udvikle de helt rigtige udbringningsprodukter – men vi skal også være på forkant med alt rundt om det praktiske arbejde ved udbringningen, så vi sammen med vores SAMSON forhandlere kan yde den rigtige service efter salget. Vi ved hvor vigtigt det er, at kunden er godt og effektivt kørende under udbringningen af organisk gødning. Jens Ole Hejlesens tekniske evner og solide SAMSON-produktkendskab er et særdeles stærkt fundament for at udvikle SAMSONs eftermarkedsplatform på tværs af både hjemmemarkedet og eksportmarkederne. Han kommer til at udvikle eftermarkedet i tæt samarbejde med eget team og vores forhandlere”.