Oktober 2022 - SAMSON lancerer nyt hjultræk

Nyt effektfuldt og brugervenligt SAMSON hjultræk hjælper gyllevognen frem i udfordrende terræn  

SAMSON AGRO A/S med hovedsæde i Viborg, Danmark lancerer et nyt hjultræk, SAMSON HPD Hydraulic Power Drive, til gyllevognsserien SAMSON PG II Genesis. SAMSON HPD hjultrækket reducerer tryk, hjulslip og køreskader i marken ved gylleudbringning under svære betingelser som i bakket terræn eller våde jordforhold.

SAMSON hjultræk tilfører, som navnet indikerer, et træk fra traktor til vogn på et af gyllevognes hjulsæt og gør dermed traktor og vogn til ét integreret vognsæt. På 2-akslede gyllevogne er den forreste aksel den trækkende aksel og på 3-akslede vogne sidder trækket på den midterste aksel.

Fuldautomatisk system sikrer korrekt anvendelse og skånsom kørsel i marken

Ved SAMSON HPD sker kraftoverføringen via en specialudviklet enkel og robust rem-transmission (Power Drive), som monteres i forbindelse med gyllevognens aflæssepumpe, som er trukket af traktorens PTO.

Systemet har fuldautomatisk effektregulering, som gør hjultrækket nemt at benytte og sikrer komforten og korrekt anvendelse. Den ønskede effekt under kørsel indtastes i SAMSON SlurryMaster 8000 styresystemet, hvorefter automatikken sørger for at tilpasse hastigheden på hjultrækket til den aktuelle fremkørselshastighed og effektforbruget efter forholdene.

SAMSON HPD hjultrækket kan give en effekt på 55kW og op til 125 kW i 30 sek. via boost-funktion. Med boost-funktionen er man selvhjulpen ved fastkørsler i marken og undgår dermed unødvendig nedetid under arbejdet i marken – det sparer både tid og penge og kan beskytte jorden mod traktose og køreskader.

”For præcisionstildeling af næringsstoffer såvel før som efter afgrødens etablering er skånsom færdsel helt afgørende for afgrødens ydeevne og jordens fortsatte frugtbarhed. Under udviklingen af SAMSON HPD har vi haft fokus på at udvikle et system, som både har stor effekt og er nemt for chaufføren at bruge. Og så ville vi have et system som er nemt at servicere og vedligeholde. Fx har hjultrækket en integreret oliebeholder med en aktiv og selvrensende køleenhed, så man undgår overophedning og driftsstop.”  forklarer Niels Hagemann Haubjerg, Produktchef for gylleteknik hos SAMSON AGRO.

Eksperter i hjultræk på gyllevogne

Kombinationen af hjultræk på gyllevognen med dæktrykreguleringssystem og PG II Genesis’ store, brede lavtryksdæk understreger SAMSON PG II Genesis’ gode egenskaber som markvogn. Løsningerne giver sammen og hver for sig den fordel, at man har fleksibiliteten til at kunne køre ud allerede i det tidlige forår, hvor gylletankene ofte er fulde, men markerne kan være udfordrende at bearbejde. Et område som SAMSON har haft fokus på gennem årtier.

”Vi har hos SAMSON snart 20 års erfaring indenfor hjultræksløsninger på gyllevogne.Gennem mange år har vi haft HWD hjultræk i sortimentet, som dog har visse begrænsninger. Med SAMSON HPD hjultrækket har vi udviklet et system, som kan nå ud til endnu flere af vores brugere, som ønsker en mere skånsom færdsel i marken eller vil forlænge sæsonen for deres gyllevogn, da det kan monteres på nye PG II Genesis gyllevogne også når de leveres med Ejektor-system, som er SAMSONs unikke og patenterede ejektor-vakuum-pumpesystem, der gør læsning af gyllevognen hurtig og enkel, selv når der arbejdes med krævende væsker med fx meget tørstof slutter Niels Hagemann Haubjerg.

SAMSON HPD hjultræk lanceres til sæsonen 2022/23 med salg til kommende sæson og systemet kan købes hos alle SAMSON forhandlere.

Løsningen får sin officielle verdenspremiere på SIMA messen i Frankrig d. 6.-10. november 2022, hvor den præsenteres sammen med SAMSON GROUPs 3 SIMA Innovation Awards nomineringer:

  • OPTI-SENSOR: Første NPK-analysator til fastgødning
  • ALTA: Automatisk tømning af gyllevogn efter hældningsgrad
  • SAMSON GSC: Øget præcision med sektionskontrol

Nyhederne kan alle ses på SAMSON GROUPs stand: HAL 7, STAND A085